Medie: Benjamin Tahirovic tæt på skifte til Genk

Køb dine Superliga fodboldtrøjer her!

Benjamin Tahirovic ser ud til at nærme sig et skifte væk fra Brøndby IF.

Den bosniske landsholdsspiller var torsdag ikke til stede på Brøndbys træningsbane, og det har nu sat yderligere gang i spekulationerne om hans fremtid.

Ifølge det belgiske medie Nieuwsblad er det Racing Genk, der har rettet blikket mod den 23-årige midtbanespiller. I spidsen for den belgiske klub står den tidligere Brøndby-træner Jess Thorup, som angiveligt gerne vil have Tahirovic til Genk.

Den belgiske transferjournalist Sacha Tavolieri skriver samtidig, at en aftale mellem parterne er tæt på.

Tahirovic har gennem længere tid været på vej ud af Brøndby. Klubben har sportsligt gjort det klart, at den tidligere Ajax-spiller ikke indgår i planerne, og han har da heller ikke fået spilletid i Brøndbys første kampe i den nye sæson.

Midtbanespilleren har fortsat to år tilbage af sin kontrakt med de blå-gule, men meget tyder nu på, at parterne kan være tæt på en løsning.

At Tahirovic ikke var med til torsdagens træning, kan således være et tegn på, at et skifte til Belgien er nært forestående. Han skulle efter sigende befinde sig i Belgien for at få de sidste detaljer på plads.

Tahirovic kan dermed blive den næste spiller, som Brøndby sender videre i et transfervindue, hvor klubben også arbejder på at finde nye adresser til Rasmus Lauritsen, Emmanuel Dennis og Sean Klaiber.

Samtidig har Thomas Nørgaard fået en fremragende start som Brøndby-træner, hvor de blå-gule har hentet 13 point i sæsonens første fem kampe.

Nu kan næste brik i oprydningen i Brøndby-truppen være på plads.